21.09.10
Kategoriseret under Mit liv, Personligt af sejsing
At være teenager er mange ting. Nogen mener det er fester, andre mener at det betyder uudholdelige forældre, og for andre betyder det en kaotisk hverdag.
Min hverdag er kaotisk, men jeg ved ikke hvor grænsen går. Hvor forskellen er fra din til min hverdag. Jeg kan ikke skelne, hvornår jeg har det skidt som teenager, til hvornår jeg har det skidt som ADHD-ung.
Mit navn er Sarah. Jeg er på nuværende tidspunkt 17år, men henad denne fortælling bliver jeg måske ældre. Jeg er anderledes på mange måder, ligesom alle andre teenagere, men jeg har også ADHD, det man førhen kaldte DAMP. Jeg fik sent stillet diagnosen, så jeg havde forinden gået rundt med denne psykiske lidelse i 15 år, inden jeg fik medicin og behandling.
Jeg gik på efterskole, da en dreng en dag spurgte: ”Sarah, er du DAMP-barn?” og min reaktion var bare, det ved jeg ikke. Jeg kom hjem følgende weekend, og her spurgte jeg min mor, hvad det var og om jeg var det der DAMP. Min mors svar var, at det var ”sjovt” at jeg spurgte, for jeg skulle senere holde en dag fri, da en overlæge og en psykolog skulle snakke med mig.
Jeg holdt den dag fri, og sad hjemme ved køkkenbordet, nervøs ved tanken om, at disse fremmede mennesker måske kunne forklare så meget i mit liv. Men inden jeg begynder at fortælle om besøget, kræves lidt baggrundsviden om mig.
Min baggrund
Jeg blev født i 1990 og det var en voldsom fødsel. Jeg fik gulsot, og lignede de første dage i mit liv en stor bussemand, med sår på hovedet.
Da jeg voksede op, var jeg underlig. Ikke sådan åndssvag, men tydeligt anderledes end andre børn. Allerede i børnehaven kunne jeg ikke de sociale regler, og det resulterede i at jeg ofte kom hjem med bidemærker og blå og gul områder, fordi jeg tit kom op og skændes med de andre børn. ,Jeg forstod ikke den empati, der ligger så naturligt for andre. Jeg forstod ikke grænser, og vidste ikke hvornår legen gik fra sjov til ubehagelig. Jeg kunne ikke aflæse ansigtsudtryk eller situationer, så det gav mange misforståelser. Jeg vidste kort sagt ikke, hvordan jeg skulle lege ”ordentligt”.
Da jeg flyttede skole efter mange drillerier og ubehageligheder, var det anderledes. Jeg husker det som et år med masser af venner, popularitet og glæde. Min mor har til gengæld en anden tanke om det. Jeg husker det som sagt, som et dejligt sted, men min mor husker det som det år, jeg mobbede andre. Det jeg selv var så ked af. Det har i lang tid plaget mig. Har jeg selv været modbydelig og ødelagt andre børns barndom, og endda uden jeg selv vidste det?
På denne skole, var der en dygtig og køn pige der hed Hanna. Hun var god til alt, og for at få en tillid til mig selv, ville jeg være den bedste. Jeg meldte mig til kor som hende, gjorde hvad jeg kunne for at nå længere end hende i matematik-hæfterne, og generelt ville jeg overgå hende. Meget af det var ubevidst. Især det med kor, men jeg tror egentlig at jeg startede med at gøre det, for at være den bedste. Senere blev det det jeg levede for.
Jeg flyttede igen efter godt et år på skolen, til en ny skole, da min far skulle bo tættere på sit arbejde. På den skole havde jeg det dårligt. Jeg isolerede mig med bøger og lektier, og var meget sjældent sammen med kammerater. På denne skole, valgte jeg at gå til kirkekor. Der var ingen jeg kendte, og det var noget jeg følte jeg var god til.
Men efter kun halvandet år i den nye by, på den nye skole, skulle jeg flytte igen. Min mor er opvokset i Sønderjylland, og da hun savnede familien der, besluttede mine forældre at flytte dertil. Inden da, i løbet af det sidste år, havde mine forældre ikke haft det så godt sammen. De havde skændtes tit, og der var ofte en ubehagelig stemning imellem dem.
Jeg mødte mine nye skolekammerater få dage efter efterårsferien. Min lærer foreslog en sød og dygtig pige som veninde, men jeg har noget med at ville bestemme selv, så gik med alle andre. Jeg endte op med en pige på min alder, som altid havde boet i den by, skolen var. Hun kendte alle, kendte de uskrevne regler, og vidste hvad og hvem der var noget. Jeg var stræberen. Den mærkelige sjællænder med højtaljede bukser, ustyrligt hår og anderledes dialekt. Jeg var meget vild. Faktisk vildere end min lillesøster der kun var tre år yngre. Denne store forskel mellem mig og mine jævnaldrende gjorde, at jeg langsomt drev for denne veninde. Efter at have været alene i et stykke tid, mødte jeg to piger. De var også dem der gik selv, og med dét som det eneste tilfælles, udviklede der sig et elske-hade-forhold. Langsomt drev jeg også fra dem. Alt imens dyrkede jeg stadig min lidenskab, musik. Jeg gik igen til kirkekor, og her følte jeg mig dygtig. Og her var ingen fra skolen. Her var kun folk der kendte mig som dygtige Sarah. En følelse jeg altid har elsket.
Jeg fortsatte på skolen til 7.klasse. Fjerde skole på godt fem år. Jeg var meget alene, så jeg begravede mig selv i bøger, og fandt en usædvanlig veninde. Min moster. Min mor har to yngre søskende, og den yngste der kun er ti år ældre end mig, blev og er stadig den veninde jeg altid kunne gå til. I weekenderne og ferierne tog jeg ud til hende, og havde den veninde jeg ikke kunne finde andre steder. Hende kunne jeg snakke med om drenge, lektier, skole, dumme piger og forældre der kunne virker uretfærdige. I slutningen af 7.klasse skulle jeg konfirmeres. Jeg havde jeg tit sunget i kirken, så jeg kendte de fleste salmer, historier osv. Men igen, blev jeg stræber, og det var og er ikke okay at være anderledes. På selve konfirmationsdagen, havde jeg købt roser til alle i klassen, men ikke én gav mig en. Jo, en pige der havde én til overs, gav mig en, men jeg kunne ikke glæde mig over den. Til selve festen bagefter, viste jeg mit sande jeg. Jeg var høj af opmærksomheden, ivrig og meget vild. Faktisk regnede det den dag, men alligevel legede jeg fange med vores hund, så jeg havde senere store sorte pletter op ad ryggen.
Efter sommerferien kom jeg til den femte skole. Inden da var mine forældre blevet skilt, og vi, min mor, min søster og jeg, flyttet ind i den by jeg gik i skole i, og min mor havde mødt en ny og meget sød mand, som hun også i løbet af min 7.klasse, fik min anden lillesøster med. Jeg gættede selv at mine forældre skulle skilles. Pludselig en dag efter skole, da min mor kørte mig hjem, spurgte jeg pludselig, og jeg husker ikke hvordan det faldt mig ind: ”Skal du og far skilles?” og ja, det skulle de. I løbet af sjette klasse (de blev skilt i marts, mødte de begge to en nyt kæreste hver). I byen var der to skoler. Den ene jeg gik i da jeg skulle konfirmeres, og den anden var der alle blev rykket hen i, når man skulle have ottende klasse. Her på denne skole, var alle dem jeg havde gået i klasse med, plus dem der altid havde kendt de andre. Så igen, var jeg alene, på et sted hvor alle kendte alle, og hvor ingen kunne lide mig. Jeg havde selvfølgelig i korte perioder nogen at snakke med, men aldrig en jeg rigtig kunne stole på. Igen var jeg en slags kæledægge for lærerne og hadet af eleverne på grund af min underlige afvigende opførelse i forhold til mine jævnaldrende. På skolen her, fik jeg mine første, rigtige karakter, og det gav et boost til min selvtillid.
Efter et år på skolen, besluttede vi, mine forældre og jeg, at jeg burde forsøge at tage på efterskole. Jeg blev sat på værelse med en ung sød pige, kun et år ældre end jeg, og jeg var så tosset at høre på. Men langsomt mødte jeg mennesker der for mig, virkede underlige, da jeg normalt, altså førhen var omgivet af poptøser og popdrenge. Men disse mennesker lærte hurtigt at se mig som jeg var og er. Ikke kun den der vilde, forvirrede, stræberagtige og underlige pige, men de så mig også når jeg var rolig, sød, fornuftig og rolig i sindet. Og i den blå bog, farvel-bogen, står der: ”Du kan hvad du vil”, ”Du er nok en af de mest unikke (..) det er godt, og det er vigtigst at du er dig selv”, ”Husk aldrig at give op”, ”Vil altid huske dig for de underlige, men fede påfund. For du er helt speciel, og jeg er glad for at du er dig”, ”Håber du aldrig glemmer mig, for jeg vil aldrig glemme dig”, ”Jeg håber at du en dag, vil se at du kan vildt meget, og du ikke gør så meget galt. Du kan hvad du vil”, og så er der en hilsen jeg i lang tid ikke forstod. Jeg snakkede ikke meget med ham, men hans ord, var nok nogle af dem jeg husker bedst: ”At være speciel er en specialitet. Alle blomster gror, hvor vidt de er pæne eller ej – men uanset hvem eller hvad man er, så er man en del af et større puslespil. At være sig selv kan være svært, men bliv ved, det er du og det værd”. I starten troede jeg at denne dreng, hånede mig og min personlighed, men jeg tror nu, at han komplimenterede mig. At han roste at jeg turde og var anderledes, og selvom ikke alle forstod det, så er der en grund til alt.
Dagen efter en tårevædet og oprivende dag som afslutningen af et fantastisk efterskoleophold, ændrede mit liv sig for altid. Den dag, den 24. juni 2006, fik jeg diagnosen ADHD (Attention Deficit Hyperactivity Disorder). Jeg fik nu en slags forklaring for min væremåde. Jeg fandt ud af, at jeg ikke var tosset.
Knap to måneder efter startede jeg på en handelsskole. Jeg var flyttede ud i en lille flække i Sønderjylland, et hus som min mors mand havde, og derfra var der kun en kort bustur til skole. Jeg kendte ingen i byen, jeg kendte ingen i skolen. Alt dette havde jeg prøvet før, men nu var der en ekstra ting. Nu var jeg meget bevidst om mit handicap. Jeg vidste at jeg var meget anderledes end de andre, jeg var den yngste på hele skolen, jeg kom ikke fra området, og lignede ikke én der var populær. De fleste kender godt den type, man bare tænker: ”Hold da op, han/hun må være populær”. Det der skær, den aura, den har jeg ikke. Jeg er mere bevidst om, at jeg er anderledes, og det usikre ses. Man siger at dyr kan lugte frygt. Det kan mennesker ikke. Men teenagere kan næsten altid se, om man er medløber, en klasser-dronning, en jeg-hader-alt-person, om man er kikset eller om man er usikker og anderledes. Og det er så uretfærdigt. Det medfører at man allerede fra første dag, kan blive stemplet som outsider, og det blev jeg. De første to-tre måneder hang jeg i. jeg havde alle lektier klar, kom til tiden, var aldrig syg eller sent på den, og generelt bare en mønsterelev. Men jeg tror, at jeg langsomt indså at jeg ikke hørte til, så jeg gav op. Jeg tillod ikke mig selv den afvigelse i væremåden fra de andre, så jeg pjækkede, var doven og uopmærksom, og fik kun nogenlunde karakter i engelsk og dansk. I maj måned havde jeg en fraværsprocent på over 12, og det er virkelig meget. Det svarer til at jeg ikke var der, hver eneste første time hver dag.
I starten af juni-måned var der læseferie. Jeg var taget ud til min moster for at læse og for at få ro, da min mor ringede. Vi havde en uge eller to inden snakket og kigget på efterskole, og selvom jeg havde snakket med min familie og moster om det, og håbede, vidste jeg ikke hvor tæt det var på mig. Men min mor ringede som sagt til mig og sagde, at jeg skulle bede om udsættelse på min matematik-eksamen, for vi skulle til Falster. Jeg skulle på rundvisning på en efterskole. Jeg lagde på, jublede, og ringede så og fik udsættelse.
Jeg kom derned, og kom nervøs ind i en stor bygning som lå på Lars-tyndskids-mark. Jeg vidste godt, at der blandt andet gik børn der var anderledes, men der åbnede sig en ny verden for mig, da jeg trådte ind ad døren. Jeg kom ind på forstanderens kontor, hilste og fortalte ham om mig, mine forhåbninger til skolen, og blev så vist rundt af to elever. Den ene havde også diagnosen ADHD, den anden pige, mente lærerne, havde også ADHD. Jeg havde aldrig før følt mig så hjemme. Her var jeg åbenbart en ligemand, og ikke kun jeg var underlig. Jeg vidste med det samme at jeg hørte til. Så til sidste eksamen på handelsskolen, fik jeg min karakter, sagde farvel og tak, og forlod skolen, for at atter komme hjemmefra.
Her var meget anderledes. Vi havde højest fire almindelig undervisningstimer om ugen, fordelt på fire dage, og resten gik på botræning og valgfag. Botræning på skolen var for de elever, skolen mente, skulle lære at klare de huslige og basiske pligter. Jeg kom ud i et lille hus et stykke fra skolen, der egentligt var ment til 2.års-elever. Men på grund af min baggrund med efterskole, vidste de, at det ikke var det faglige jeg manglede. Allerede om aftenen den dag, fandt jeg ud af, at vi var mindst fire ud af ni der havde diagnosen ADHD, og en pige mente man også havde det. Det ville sige at vi var over halvdelen i mit hus der fejlede det samme.
Det her var fantastisk, og jeg levede i en drøm. Jeg startede på et værksted der hed Krea, der bestod af alt kreativt. Tegning, gips, juledekorationer, maling, formning, syning osv. Jeg fik dog midt i en periode, lov til at synge på musik-holdet. I starten var der sure miner, da visse mente at der var forskelsbehandling, men efterhånden blev jeg accepteret. Jeg blev rost til basisfagene, matematik, dansk og IT, jeg fik ros over mine digte, tegninger og sang, og ja, jeg følte bare, at jeg at jeg blev accepteret som menneske. Og her på denne skole, erkendte jeg for første gang over for mig selv, at jeg var anderledes, at jeg sagtens kunne fungere., hvis jeg gav mig selv et hensyn, at jeg gjorde folk omkring mig opmærksom på det. Men først efter ”første møde” var slut, så de kunne tænke på mig som ”normal”, og så bagefter have sine fordomme. Hvis jeg mødte én på skolen, jeg ikke havde mødt før, så sad jeg og snakkede med vedkommende om almindelige ting, og når så samtalen lakkede mod enden, lærte jeg at fortælle om diagnosen. Og nogen sagde: ”Aha, jeg tænkte det nok”, mens andre overraskede mente, at det ville de aldrig have gættet.
Til botræning i mit hus, var der forskellige pligter. Vi ni blev delt op i tre hold. Der var madlavning, rengøring og emne. Madlavning betød at man på sit hold i en hel uge, skulle stå for servering og afrydning af morgenmad, til tider frokost og aftensmad. På rengøringsholdet fik hver af de tre personer et område i huset at gør rent og holde. Nr.1: Drengetoilet, bryggers og drengegang. Nr.2: Pigetoilet, pc-rum, pigegang og opsamling af cigaretskodder i cykelskuret. Nr.3: Stue, Pc-rum, vande blomster og trappe. Emne var så mere flydende. Der skulle for eksempelvis males dørkarme, laves konfekt til julebasar og så ellers bare hjælpe til på de andre hold. mne skulle også skrive indkøbsseddel, lave madplan og skrive budget, og alle hold skiftedes indbyrdes hver uge.
Næste sted var en efterskole for sundhed og mad. Her ville jeg være den ældste og eneste med ADHD. På vej til Århus hvor skolen er, skrev jeg dagbog. Jeg forklarede for mig selv på skrift, at jeg måske ville blive afvist, udstødt, starte forfra på de forbedringer jeg havde opnået de sidste par år. Og det skete ikke. Jeg kommer ind på mit værelse, og min nye værelseskammerat havde allerede pakket ud. Da hun så kom ind på værelset, snakkede vi kortvarigt sammen. Og det viste sig at vi er to af en alen. Vi er ens. Kan lide det samme, mener det samme, samme politiske overbevisning, samme interesser og musik/film smag. Dette var pigen jeg kom til at elske højt. En veninde som jeg aldrig før har mødt lignende. Jeg havde på denne skole valgt design, og det betød syning osv. Jeg er mere en tegne-pige, så i starten var jeg ret skuffet. Men da min design-lærer så mine tegninger, bestemte hun, at vi skulle have tegning mindst en halv time for hver design lektion. På denne skole var jeg som sagt den ældste, så jeg har gået på andre skoler, ved flere ting, har fået karakterer efter en anden karakter-skala, der sås nærmest op til mig. Det var i orden, at jeg går/gik op i skolen, at jeg ved meget om nørdet fag, det var faktisk okay at være mig. At jeg snakker åbent om sex, at jeg kunne give kram, hjælpe folk med lektier. Jeg måtte her være Sarah. Uden undtagelse.
Behagesyge
Jeg lever for at behage andre så meget som muligt. Jeg har såkaldt behagesyge. Da jeg altid har været lidt ensom, så prøver jeg at behage mine omgivelser, i håb om at de så vil holde mere af mig. Jeg ved godt at det er dumt, men jeg kan stadig ikke lade være. Og oftest når jeg vil hjælpe, så sker det modsatte. Jeg føler mig tit som Emil fra Lønneberg. Jeg vil gerne rydde op for mor, så begynder på at rydde op, men vil også lave boller til hende, så jeg stopper med rengøringen og begynder på dejen. Pludselig husker jeg, at jeg gerne vil passe min lillesøster og lade mor sove længe. Men når mor så vågner, er der mere rod end for jeg havde lavet bunker i system. Bollerne er brændt på, og det var min lillesøster, der vækkede mor, fordi jeg ikke holdt øje. Og så får jeg ballade, når jeg egentlig bare ville have hjulpet min mor. I botræning på efterskolen, fik jeg også at vide af min første kontaktlærer, at jeg ikke skulle tænke så meget og ikke overtage de andres arbejde. Jeg ved det lyder tosset, men det er virkelig svært.
Og netop fordi jeg så gerne vil behage andre, så siger jeg undskyld virkelig tit. Og de fleste siger: ”Sarah, lad nu være med altid at sige undskyld. Sig det kun når du mener det”. Og ærligt, jeg mener det altid. Jeg bliver faktisk ked af det, når jeg gør noget forkert, også blot når jeg føler, at det jeg gjorde var forkert. Ordet undskyld beder om tilgivelse for min fejl, og når jeg ikke må sige undskyld, betyder det, at det jeg gjorde var så slemt, at du ikke vil tilgive mig. Og det gør mig vildt ked af det.
ADHD
Jeg vil i denne fortælling også fortælle om min opfattelse af ADHD’en. Man kan have forskellige grader og ”afdelinger” inden for ADHD. Nogen er meget hyperaktiv, andre har meget svært ved at koncentrere sig i længere tid, har svært med opmærksomhed og de mange, usagte sociale regler. Men selv inden for ADHD er jeg anderledes. Jeg har lille smule af det hele, og det er både godt og skidt. For når mine piller ikke virker eller når de er brugt op, så mærker jeg og er meget bevidst om både hyperaktiviteten, koncentrationsbesværligheden, opmærksomhedsproblemet og den manglende empati. Jeg har det endda skidt med mig selv, når jeg mærker at pillerne ikke virker mere. Så ser og føler jeg ADHD’en endnu mere end sædvanligvis, og opdager måske alle de skøre ting, som andre førhen måtte omgås med. Så ser jeg nogle af grundene til, hvorfor jeg blev mobbet. Og det gør vildt ondt.
Jeg læste engang noget om »DAMP set indefra«. I afsnittene stod der forskellige ting, der virkelig ramte mig i hjertet, hvor jeg bare tænkte; ”Det er mig”
Hyperaktiv: er kaos. En generator der er brændt sammen. Hyperaktivitet kan være en ”fed” ting. Lidt ligesom kokain, men bagefter reaktionen. Man har brugt sin krop op. Man ryster som efter adrenalinchok og kan ikke komme i gang. Man er urolig – rastløs. Kan ikke sidde stille. Det er sandpapir på sjælen.
Hypoaktiv: ”Styr dig, ikke?” Det er det samme som at bede en lam om at løbe en maraton.
Opmærksomhedsforstyrrelse: Man er ikke bevidst om, at opmærksomheden er forstyrret, og bliver det måske først, når man ser konsekvenserne. Sanseindtrykkene vælter ind i hjernen – usorteret. Det svarer til at se ti Tv-programmer på én gang – mens en anden sidder med fjernbetjeningen og zapper.
Hypersensitiv: Sanser føles overvældende. Lyde, berøring, lys, smag og dufte. Huden klør, mærket i nakken fra blusen, føles uudholdeligt og overvældende. Det svarer til, at nogen hælder et læs is på maven af en, der ligger og tager solbad. Alle fysiske fornemmelser er overdimensionerede.
Frustrationer: Depressioner, modløshed, angst, tvangsmønstre, manglende overblik, sorg m.m. Det evige pres på hjernen, når alt skal gennemtænkes, gør, at man stresser hurtigt. Hjernen løber varm. En trykkoger. Det bliver for meget. Man får lyst til at skrige eller sætte sig ned og tude. Ønsker bare, at problemerne må stoppe. Man føler sig som en treårig, der ikke kan stave sit eget navn. Mange føler sig irriterende, tåbelige og latterlige. Trives ikke – og det er slemt.1
Jeg kunne ikke beskrive det bedre selv. Hvordan skulle jeg kunne forklare, hvordan de simpleste ting for andre, kan forekomme uoverkommelige for mig, og at hovedet er en trykkoger med en nedbrudt generator? Det er virkelig mit liv i en nøddeskal, og det er derfor jeg skriver om det. Det er vigtigt for mig, at andre kan se at man med ADHD ikke nødvendigvis er dårligt opdraget. Og man vokser jo ikke fra det. Det anslås faktisk, at hele 60-70 % af ADHD-ramte fortsat har DAMP/ADHD-symptomer i voksenlivet.
Cirka halvdelen af børn med ADHD klarer sig fint videre i voksenlivet med venner, familie og arbejde, men mange gør ikke. 10 % registreres inde for kriminalitet, og 10 % udvikler svære psykiske sygdomme i voksenalderen. Faktisk er der op mod 30 % af de indsatte i Ringe Statsfængsel, der har DAMP/ADHD i en eller anden grad og form. Man har nemlig svært ved at lære af sine fejl. Det har jeg læst andre har, og det har jeg i hvert fald også. Selvom jeg måske har gjort en bestemt ting hundrede gange før, kan jeg stadig ikke huske mig selv på konsekvensen, så jeg laver meget de samme fejl igen og igen. Ofte, flere gange på en dag. For eksempel bor jeg jo hjemme. Jeg har værelse på første sal, imellem min lillesøster på tre og min mor og hendes mands værelse. Om aftenen når min søster skal puttes, ved jeg godt, at jeg skal vente enten nedenunder eller ovenpå, altså, ikke gå op og ned af trappen. Alligevel går jeg ubevidst og næsten konsekvent op og ned hver eneste aften. Det resulterer i at jeg vækker min søster, så mine forældre skal kæmpe videre, og nogen gange gør jeg det to gange på en aften. Og det er simpelthen ikke med vilje. Jeg tænker bare ikke over det. Og jeg lærer på ingen måde af den fejl, lige meget hvor hårdt jeg prøver. Det er virkelig uretfærdigt at jeg straffer mig selv på den måde, ved at gentage noget der chikanere flere, når jeg nu tænker over det, og gerne vil gøre noget godt.
Jeg havde som sagt ikke mødt nogen med diagnosen ADHD, før jeg kom på efterskole nummer to. Jeg vidste ikke inden da, at der var andre som mig, at jeg ikke var den eneste i verden. Jeg må desværre indrømme, at jeg ofte førhen overvejede selvmord, men det var altid andres følelser der standsede mig. Hvem skulle så afslutte projektopgaven, mor ville blive ked af det, har de mon råd til begravelse? Det var altid dumme ting der standsede mig. Men jeg tænkte oftest om det ikke ville hjælpe min familie, hvis jeg bare gik min vej. Hvis jeg gik uden at sige hvorhen, og så aldrig komme tilbage, om det ville gøre livet nemmere derhjemme. Men jeg har gudskelov aldrig gjort noget dumt, i hvert fald ikke på den måde. Her i dag er jeg klar over, at mine omgivelser kun ville få større bekymringer, hvis jeg forsvandt.
Jeg tænker for meget. Det får jeg tit at vide, men kan man det? Kan man tænke for meget over tingene? Jeg tænker altid. Jeg har altid hundrede tanker for meget i knolden, og det gør mig forvirret. Jeg har lidt svært ved at forklare hvordan det er og føles. Jeg føler mig som en dæmning. En lille kort, hård vandstråler strømmer ud, mens mange tusinder liter vand presser på. Og der er hele tiden nogen på den anden side der vil stoppe hullet. Hvis man udvidede hullet, ville der så komme mere ud, men så mere kontrolleret, eller ville det være katastrofalt og drukne mig? Der er faktisk et resultat for et svensk projekt (BOSSE); Det er blevet sagt et eller andet sted, at 70 pct. Af hjernen er beregnet til at bremse hjernens andre 30 pct. Når bremsemekanismerne i hjernen ikke arbejder så hårdt, som de burde, bliver resultatet impulsiv opførsel, svingende humør, nedsat beslutsomhed og hyperaktivitet.2
Det var nok noget af det der lettede mest. Det, at jeg fik diagnosen, var en slags anerkendelse af mig. En anerkendelse af at jeg ikke kunne gøre for det, at jeg havde ”ret” til at gøre det mærkelige, jeg nu gjorde og gør. Men jeg blev også bedrøvet. For ADHD er arveligt. Det vil sige at hvis jeg får børn, kan de risikere at måtte igennem det samme som mig. Jeg græd hele vejen hjem i bilen, da jeg fandt ud af, at det var arveligt. Man hører nogen sige, at det er egoistisk at få børn i denne verden, og jeg er måske enig i mit tilfælde. Er jeg så egoistisk, at jeg vil lade små, uskyldige børn leve det liv med ADHD, som jeg har måtte kæmpe så meget med? Eller vil jeg hellere ”redde” mine kommende børn fra en skæbne med mobning, fordomme, medicin og handicap? Jeg var før lykkelig, men i dét øjeblik blev jeg fuld af sorg. Min mor beroligede mig. Hun havde gennem forløbet, mens jeg fik stillet diagnosen, set visse fællestræk i sig selv. Lægerne mente også at min mor havde det, men ikke i samme høje og svære grad som mig. Min mor klarer sig gennem hendes voksenliv på en smart måde, som hun selv havde udtænkt. Lister. Altid lister. Når vi rydder op hjemme hos mig, står der ikke bare badeværelse, køkken og stue. Der står under hvert rum, hvad der skal gøres, og hvis jeg er særligt forvirret eller højt oppe at køre, så står der også hvornår. Min mors lister har reddet hende, men redder også mig tit.
Nogen gange befaler min hjerne mig om at slappe af. Jeg ved det lyder skørt, men det er bestemt også følelsen. Når der eksempelvis er uorganiseret larm, som en masse baggrundslarm, musik, fjernsyn og kammerater der pjatter, får jeg menneske-klaustrofobi. Jeg går så ind i min seng, og ”gemmer” mig under dynen, sætter mig i et lille mørkt rum, og generelt søger jeg så bare ro. Når jeg bliver overfaldet med hundrede tanker på en gang, og skal hjælpe med pligter, og når jeg så, også lige skal noget mere, bliver jeg forvirret, og kan simpelthen ikke få psykisk ro. Jeg kan ikke få ro på mit sind, og så for at undgå en tudetur pga. frustration, søger jeg roen. Roen i mig er altafgørende for om min dag bliver god. Hvis jeg vågner og er forvirret og urolig, bliver det en dag med skænderier, misforståelser og skældud. Hvis jeg vågner op til overskud, venlighed og hensyn, giver det mig mulighed for at slappe af, og på den måde få ro.
Jeg har tænkt på, hvordan jeg skal forklare fremmede mennesker der skal omgås mig, hvordan jeg skal håndteres. Jeg forklarer, at jeg allermest har brug for orden, struktur, rutiner, ingen stress og seriøsitet. Og så er der altid et klogt hoved der siger: ”Jamen, teenagere har det ikke særligt svært. Bare vent til du kommer ud på arbejdsmarkedet og det virkelige liv.” Ja, i måsen. Måske skal jeg ikke betale skat endnu, have en masse studiegæld og en masse andre ”virkelige problemer”. Men som teenager med ADHD er der ingen struktur og ordentlige rutiner, der er gode nok. Hvis min verden var perfekt, skulle jeg kunne lukke og slukke lyden omkring mig efter behov, og selv med det som ”hjælpe-instrument”, vil jeg stadig være overfyldt med forvirrende og unødvendige tanker,
Diagnosen
Det var svært at acceptere det. Det var dejligt at få en forklaring for, hvorfor jeg er som jeg er, men det er aldrig rart at være bevidst om at man er anderledes. Hver morgen og eftermiddag mindes jeg om, at jeg er anderledes. Hver aften når jeg langsomt mærker uroen vokse i min krop og mit sind, er jeg meget opmærksom på, hvordan jeg mon var uden min medicin eller diagnosen. Følelsen af at min hud klør, at mit hår klør, tøjet er ubehageligt, jeg har ikke ro, jeg siger og gør åndsvage ting, men jeg kan intet gøre for at slippe for det. Når jeg sidder til en prøve, får jeg ofte dårligere karakter end jeg burde. For jeg kan ikke. Jeg har ikke det overskud eller overblik, der kræves af mig, det at bevare koncentrationen på opgaven. Måske er den nem, men jeg dumper højst sandsynligt, for jeg læser ikke opgaven færdig. Jeg misser en masse detaljer, og aflevere en årsprøve, der fra mig fylder halvanden side.
Min lærer havde lige lagt en bog i hånden på mig. Jeg elsker virkelig den lærer. Andre siger, hun er skrap og sur, men hun er nok den bedste og dygtigste lærer, jeg nogensinde har haft. Hun når ind til mig. Hun virker til at kunne se mig; ligesom faren i den bog, hun har lånt mig, og min moster der lytter. Gid alle har én som hende. Vi havde snakket om, at jeg ville skrive om mig selv og om dette. Hun havde købt en bog, og hun lånte mig den, inden hun selv læste den. ”Kære Gabriel” Det hed den. Jeg græd. Jeg græd som et vandfald, inden jeg nåede side 10. Det var så meget mig. Mit liv var nedskrevet i en anden bog af en fremmed mand. Alle de ting der er svære at sætte ord på, var skrevet i den bog. Forfatteren af bogen er en far til en ADHD-ramt dreng. Han ser at drengen sidder i en blomsterhave, mere end en time, og her studerer han blot en enkel lille blomst. Tager langsomt kronbladene af en blomst. Og faren ved ikke om det er for at ødelægge, om det er et tankeløst trance-lignende øjeblik eller om drengen prøver på at se ind i blomstens inderste væsen. Faren til drengen, ser og opfatter alle de ting, jeg bærer på mig. Alle de sorger og tanker. Han ser uroen, sorgen og fortvivlelsen i drengens øjne. Drengen dømmer også folk efter tonefald og blikke som mig. Han lytter efter vrede og glæde, og prøver ligesom mig, at aflæse et andet menneskes blik, for at finde sandheden.
Kogende og dampende følelser
Jeg kan ikke tåle vrede og højrøstede stemmer, sagt i vrede. Jeg bliver fysisk dårlig. På et tidspunkt, hvor jeg gik på min første efterskole, blev jeg uvenner med min far, og da vi ikke snakkede sammen i syv uger, var jeg dårlig alle syv uger. Når jeg bliver uvenner med nogen, får jeg hovedpine, bliver forkølet og føler jeg skal besvime. Jeg hader nogle gange øjne. Det at jeg ikke ved, hvad der gemmer sig bag dem, at der er og foregår noget bag øjnene på andre, som jeg ikke ved. Hvor ville jeg ønske, at jeg vidste hvornår andre mener hvad de siger, og om de er sure eller ”sjove”. Jeg hader tanken om at gå glip af noget. Jeg hører alt med et halvt ører, og så blander jeg mig tit i ting, der ikke rager mig. Det er en dårlig vane, det ved jeg, men det at jeg kan gå glip af noget, ikke vide noget som andre ved, piner mig. Det er det der tiest starter misforståelserne. Jeg hører ikke efter, går det forkert eller fornærmer nogen, og så starter skænderierne. Og jeg gør det ikke en gang med vilje. Hvis jeg kunne, ville jeg lade være. Har tit og føler stadig sådan en gang imellem, at jeg er Emil fra Lønneberg. At jeg egentlig bare gerne vil hjælpe alle, men jeg ender altid med hovedet i suppeterrinen, ødelægger suppen eller hejser min søster op i flagstangen for at være sød. Det skal dog siges, at jeg ikke har gjort noget af det, men det kunne ligeså godt have været mig. Jeg kan gøre ligeså mærkværdige og tossegode ting.
Det værste ved at have ADHD er, at alt er uforudsigeligt. Jeg ved ikke, om jeg bliver hyper om aftenen. Jeg ved ikke, om jeg bliver ukoncentreret i skolen. Jeg ved ikke, om jeg kan takle empatien, undgå misforståelsen eller snyde min egen forvirrethed. Hvis jeg nu kunne vide når alt dette skete, ville jeg nok kunne dø lykkelig. Mine omgivelser og jeg selv ville have det så meget bedre og meget mere afslappet.
Jeg ville ønske at folk uden ADHD, vidste hvor heldige de er. Hvis folk var klar over hvad de slap for, ville de nogen gange måske slappe af, de ville måske ikke synes, at det var synd for dem selv, fordi de onsdag eftermiddag skal handle ind, hente børn, lave aftensmad og aflevere ungerne i ungdomsklubben. Jeg har ligeså travlt, måske mere end dobbelt så travlt, for jeg gør det også psykisk. Jeg bekymrer mig på forhånd om i morgen, om næste måned og om dagen efter mit første huskøb. Hele tiden kører min hjerne på fuld damp, lidt ironisk, og det gør mig enormt forpustet.
I de sidste par år har jeg været meget uopdragen over for min stedmor. Min far mødte hende til en musikfestival, og i starten kunne jeg godt lide hende. Men efterhånden fik jeg en underbevidstfølelse af, at hun stjal min far fra mig. Jeg boede jo i Jylland, og min far og hans nye familie på Sjælland, og når jeg sjældent så ham pga. distancen, fik jeg følelsen af ”tyveriet”, når jeg så, hvordan min far og hun langsomt nærede større følelser til hinanden. Og hun er faktisk en sød kvinde. Og jeg har endnu ikke sagt undskyld eller vist min ”opdagede” respekt for hende.
Noget af det værste ved at have ADHD, er nok også at der er så mange fordomme mod det. Inden jeg, fik diagnosen, troede jeg, at børn og unge med ADHD/DAMP var dem der hang i gardinerne, tæskede folk i weekenderne og dem der var meget dumme. Og det gør jeg da ikke. Jeg ved da godt, at jeg virker ”skør”, fordi jeg handler efter mine tanker så impulsivt, som jeg gør.
Jeg var i Sverige med Sofie Rifbjerg efterskole, og her mødte jeg en fantastisk fyr, og han gav mig faktisk og vedvarende indre ro. Jeg var ikke hyper i tre uger efter, at have mødt ham, og jeg har følelsen af, at jeg skylder ham det.
Jeg elsker at synge. Jeg synger altid, og har altid gjort det. Alt fra ”Min kat, den danser tango” til ”Zombie” af rock-bandet Cranberries. Jeg har sunget i skolekor, kirkekor, musikskolekor, musikvalgfag og generelt alt jeg kunne og kan få fat i. I musik og sang kan jeg synge min sjæl og tanker ud. Jeg synger blues og de tårefremkaldende ballader. Jeg synger i raseri rocknumre og musisk-skældud. Jeg nyder livet med en glad ”wonderful world”, ”that’s what friends are for” og andre sange der løfter humøret.
For en måneds tid siden sad jeg, og snakkede med nogen om min eneste, men største frygt; at blive glemt. At ingen husker mig. Og i samme øjeblik modtager jeg to sms’er. I den første fra min veninde og nok soulmate står der: ”Jeg sidder og ser tegnefilmen Herkules, og gæt hvis stemme jeg hører i mit hoved? Dit, Sarah. Der er så mange sange der minder om dig, og det vil de altid gøre” (Det er tre år siden vi gik i skole sammen, og hun har ikke hørt mig synge den siden da) Den anden sms er fra min ældste lillesøster: ”Gæt hvad din yngste søster på tre går og synger? Zombie-omkvædet af The Cranberries. Og i stedet for at synge Zombie, zombie, zombie – bie – bie, så synger hun Sarah mææ Sarah mææ Sarah mæ mæ mæææ..” (Jeg synger i musik sangen Zombie) Mit hjerte bristede vist. Jeg kunne næsten ikke bære det.
At blive ’glemt’ er og vil nok altid være, det der skræmmer mig mest i verden. Jeg er så bange for at være ensom. Bange for at være alene med mig selv, og bange for at være alene med andre mennesker. Lidt ironisk?
Mange af de ting ved at have ADHD er, at miste koncentrationen, og her kommer et virkelig godt eksempel på mig. Jeg har for et kvarters tid siden skulle udfylde en formular eller nærmere skema, om adfærd ang. ADHD. Jeg kunne svarer på fire-fem spørgsmål selv, og derefter gik jeg i baglås. Jeg vidste simpelthen ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg ”trippede”, fumlede, mumlede og var dybt urolig. Jeg kunne sagtens svare på dem, da læreren kom og gennemgik spørgsmålet med mig, for jeg var på kanten af frustration. Da jeg så endelig fik udfyldt og besvaret alle spørgsmål, var jeg så meget oppe at køre, at jeg valgte af gå ind til mig selv.
Frustrationen bobler ud af mig, og som en anden Anders And-tegnefilm, så føler jeg farven i ansigtet skifte fra hvid til rød, og mit hoved eksplodere som vandslangen i ”Anders And & Branden”.
Men igen, når jeg skal lave matematik, læse, se fjernsyn, være ved computer eller andet der kræver konstant og varig koncentration, bliver jeg dybt irriteret. Det er at der er frikvarterer og/eller pauser, standser kreativiteten og koncentrationen, og giver mig følelsen af at jeg må starte forfra. At jeg må lave alle beregninger om, læse mange sider om, se genudsendelsen eller gemme og slette efter brug. Hvis jeg må standse mit ”arbejde”, må jeg ”fornye eller genstarte” hjernen og hukommelsen for at videreføre informationerne. Derfor svarer jeg tit hidsigt eller irritabelt folk, når de afbryder, forstyrrer eller beder mig om at stoppe.
F.eks. skal jeg i morgen have dansk de første tre kvarter, og efter en halv times pause, skal jeg have halvanden times ekstra-frivillig matematik. For så ikke at afbryde mig selv, laver jeg matematik i dansktimen, da jeg har lavet alt de har og er foran, og har så matematik fra 9:00 til 12:00, og gerne matematik igen efter maden i pausen, indtil jeg skal have matematik. Og når folk så synes, at jeg er stræber og nørd, så svarer jeg som regel: ”Ja, jeg er stræber, duks, dengse, kæledægge og nørd, men jeg gør også hvad jeg kan for at være det!”
Ensomheden med ADHD
Jeg læste for nogle måneders tid siden en artikel om DAMP/ADHD, og overskriften var: ”Ensomheden er den værste”
Hvad kan være mere rigtigt? Jeg er nok det mest ensomme menneske i verden, eller det har jeg følelsen af. Ja, jeg betror mig da til såkaldte venner og veninder, men jeg har ikke en, der kan se hvornår jeg har brug for at snakke.
Jeg har mange dygtige lærere, og jeg spurgte i går om jeg sjældent er glad. Min musiklærer svarede ja. Han synes, at 70 % af min tid gik med at være alvorlig, spekulativ og seriøs, og de sidste 30 % var ikke glæde, men bare hyperaktivitet. Jeg tudede tre timer bagefter. Jeg smiler aldrig, fordi jeg er glad. Jeg smiler til mit spejlbillede, når jeg har lagt makeup i en slags forventning om, at smil og glæde er min normale sindstilstand. Jeg smiler, når jeg siger goddag. Men jeg griner også sjældent. Kan man tænke for meget? Kan man tænke for meget, og være for ’seriøs’ til at folk vil vide ens meninger til deres problemer? Åbenbart, for det er det, der sker for mig.
Fremtiden med ADHD
Fremtiden med ADHD er meget tvetydig. Man kan gå på gymnasiet, højskoler, efterskoler, bofællesskaber eller ud i erhvervslivet. Jeg har ingen ide om hvad min fremtid består i.
Jeg vil gerne være noget kreativt; synge, skrive eller/og tegne. Selvfølgelig ved jeg, at det ikke er nogle særlig ideelle eller sandsynligt, men man har vel lov til at drømme. Jeg elsker skolen, men jeg synes det er svært, at man ikke må være på højere niveau end andre, uden at det skal eller kan blive brugt imod en selv i skænderier.
’Jeg ved, hvordan du har det’
Der er så mange ting at bekymre sig om. Ikke blot som menneske, men også, eller nærmere især, som teenager. Der er bekymringer om kroppen, udseende, kærlighed, sex, uddannelse, familie og generelt det barnlige voksenliv.
Voksne siger ofte jordens mest irriterende sætning: ’Jeg ved, hvordan du har det’. Og nej, det gør de ikke. De har måske en svag ide om det, men livet har ændret sig drastisk de sidste tyve år. I dag har alle mobiltelefoner, og ikke kun folk man ser i Beverly Hills 90210. Unge piger skærer i sig selv, der er massiv mobning på nettet, så nej. Voksne ved ikke en skid.
”Jeg kan da også huske, hvordan det var at være ung”
Det er nok den mest irriterende og FORKERTE udtalelse ’forstående’ voksne kan komme med. Tag f.eks. mig.
Jeg er en ung pige med socialiseringsproblemer, og har først fået diagnosen ADHD for halvandet år siden. Jeg kender ikke forskellen fra, hvornår mit problem er pubertet, til hvornår det er min sygdom. Jeg prøvede for første gang i mit liv, at være uden ’hovedpine’ fra uge 4 til uge 5 i 2008. Jeg oplevede, hvordan jeg ikke havde den psykiske og fysiske udmatning hen ad aftenen. Min krop var slet ikke forpustet, og jeg sov bedre. Jeg var ikke hidsig eller humørsvingende, og jeg nød det. Jeg nød at stå op om morgenen med et smil på læben. Livet var så meget bedre.
Voksne ved ikke en skid! Måske har nogen en svag ide om det, men de har ingen direkte fornemmelse for, hvordan det er at være ung ADHD-ramt. Jeg havde heller aldrig mødt nogen ’ligesindet’ før dette skoleår 07/08. Jeg var altid blevet sat til siden, nedgjort, latterliggjort og bare generelt dårligt behandlet.
Når jeg har ADHD, er jeg ikke engang som andre med det handicap. Jeg er en blanding af det hele, og hertil gør det livet endnu mere vanskeligt at være alene. Måske snakker jeg med andre, har gode forældre og måske en hel verden af fantastiske mennesker, men inderst inde er jeg alene. Der er ingen der kan redde mig fra den verden, der kun kan rynke på næsen. Om ti år kan jeg risikere at sidde alene igen, uden at nogen tager sig af det. Næste år skal jeg selv skaffe alle mine penge, selv ordne min uddannelse og selv klarer mit handicap. Så inden man har medlidenhed for sig selv tjek mit liv. Jeg står alene i en kold verden, og selvom man siger andet, så passer det. Folk vil højest lytte og nedskrive min beskrivelser af ADHD, men ingen vil nogensinde forstå den. Folk piver over, at de ikke har råd til smøger, at de ikke kan drikke hver weekend eller at forældrene er ’dumme’.
Mennesker, og især mig selv, skal lære at se sig omkring, og give et knus til den nærmeste. Man bør rejse sig for børn og andre over alderen 50 i bussen eller toget, fordi. . . . fordi det bør/gør man bare! Vi bør spare på strømmen, og skrive breve i stedet for. Vi må lære at tage vare på os selv, men især de omkring os. Der er altid nogen, der har det værre end dig, og det burde man vide nu. Vi har næsten, de sidste 10.000 år, haft muligheden og intelligensen til, at kunne holde af og tænke os om, burde vi så ikke også gøre det?
Vi burde have en verdenslov, der skulle lyde sådan:
Jeg lover højtideligt, at jeg som medmenneske, vil gøre alt for at hjælpe andre. Jeg vil glemme mig selv fra tid til anden, og jeg vil i min tid som levende individ, gøre alt hvad der står i min magt, at sprede glæde.
Dette ville for mig og millioner af andre, gøre livet og des uretfærdige problemer, mere til at bære. Vi ville reelt kunne overleve længere og stærkere psykisk, end nogen anden befolkning, end nogen anden art.
Livet omkring os er så værdifuldt og så vigtigt, og det haster. Vi er nødt til at standse op, vende os rundt, og se ind i folks øjne og sjæl. Se hvad der gemmer sig, og få det ud i lyset. Hvis vi havde gjort det for hundrede år siden, ville vi nu ikke stå med global opvarmning, meningsløse krige, ubetænksomme tegninger og andet flæberi. Hvis vi tog os sammen fra starten af, så ville verden være et bedre sted. Og ja, man kan sagtens være bagklog. Men jeg er det ikke. Jeg prøver blot at se fremad. Gid alle må læse dette, tænke over det, og så derefter prøve at efterleve det!
1. Voksne med DAMP/ADHD, Damp-foreningen, skrevet af Poul Jørgen Ladefoged
2. Voksne med DAMP/ADHD, Damp-foreningen, skrevet af Poul Jørgen Ladefoged
Permalink
Kan folk ikke bare fatte, at hvis man skal fejre lortet, så gøre det ordentligt. Hvorfor ikke vise den man elsker at man gør det til hverdag? Behøver man en bestemt ‘helligdag’ til at fortælle sine kære at man holder af dem? Går så meget amok over alt der indkøbslort.. Jeg hader det fucking lorte hykleriske lort!!!!!!!!!! Beklager mit fransk.