29.07.07
Kategoriseret under Mit liv, Personligt af sejsing
Hvad ville ens hverdag være hvis man ikke havde sine forældre? Dem, de siger: “Nu skal du huske sokker”, “Er du skid? Så jeg så ikke lave suppe” osv. Mit liv ville ikke være noget at råbe op om uden mine forældre. Ja, okay, de kan være en pain-in-the-ass, men allright, de skal også være her.
Det at de bekymre sig for én, gør noget for én og tilgiver én for de mest åndsvage og dumdristige hændelser. Mine forældre kan være trælse, men man ved stadig i baghovedet, irreterende nok, at de gør det for at hjælpe.
Jeg tager hatten af for folk med børn. Ihvertfald skal hatten af, for de forældre, hvis børn ligenu er teenagere..
Permalink
24.07.07
Kategoriseret under Mit liv, Personligt af sejsing
Hvad kan beskrive øjeblikket inden et kys, inden et smil? Intet. Der er grund til at ordet ikke er til. det er så ubeskriveligt. At en anden kan få en til at føle sig smukkere og sødere end nogen anden. Man er forfjamsket, siger ting man ikke har sagt før, og dummer sig måske også.
Forelskelse har enhver fortjent. Følelsen at være særlig.
Jeg svæver på en sky. Mine kinder gør ondt, jeg har smilt så meget. Gud har skabt mange ting, men jeg takker ham for manden!
Permalink
23.07.07
Kategoriseret under Mit liv af sejsing
Jeg er 16 år. Jeg har ADHD/DAMP. Jeg kan virke anderledes, men for fanden! Jeg er teenager Og jeg har DAMP. Og selvom det lyder som klynkeri, er det altså ikke lige så let som det lyder. Jeg har to søskende. En søster på 13år og en på 3år. Mine forældre er skilt. Min mor er gift med en sød mand, som nu ligger på sygehuset med en vandsyste i hjernen.Livet er lidt uhåndterligt. men der er jo også gode ting. Det er desværre bare nemmest at fokusere på det skidte.
Man er bare nødtil som menneske at tage imod. De gode og de dårlige ting. Og så bare prøve at æde lorten, og huske på chokoladen.
Permalink
Kategoriseret under Personligt af sejsing
Livet er faktisk hårdt. Der er et ideal af kroppen; Piger skal være smukke, ung-udseende, klog og villig. Drenge skal være søde, høje, muskuløse og høflige. Men hvem kan i grunden overholde det?
Jeg prøver så godt jeg kan, at være tilfreds med mig selv. Sige til mig selv at jeg er køn, attraktiv, klog og slank, men hvorfor egentligt? Er det så forkert at være tilfreds med sig selv? Vi er kropmisbrugere. De der er så sunde så sunde, som kun spiser grøntsager ødelægger deres stofskifte og har konstant diarré. Så er der dem der sidder foran pc’en, æder chips, bæller sodavand og se solens lys, ved madtid.
Jeg vil fra i dag af tænke: “Hold da kæft! Du er sku da en frækkert!” og så prøve at leve op til det. Betyder ikke jeg gør det, men jeg forsøger. Hvad mere kan man kræve?
Permalink
16.07.07
Kategoriseret under Personligt af sejsing
Livet er et diffinationsspørgsmål. Hvad er det værd? Skulle vi bare lade det går af sig selv, eller skulle vi prøve at forme en skæbne vi alligvel kan tabe på ingen tid? Nytter det noget at uddanne sig, søge en partner eller betale en forsikring, når vi alligevel kan dø imorgen?
Jeg lever livet, trods mine fejl og nedture. For hvad nu hvis jeg blev 113år, og lver et godt liv? Hvad nu hvis jeg en dag bliver lykkelig? Så er jeg da glad for at have taget mig sammen, gjort en indsats og måske vovet noget usædvanligt? Jeg tror at livet er det værd.
At vågne om morgenen, glæde sig til at se sine venner og familie. Modtage en sms hvori der står: “Du betyder noget for mig”.
Jeg har ikke altid haft det let, men når ens fjorten år yngre lillesøster kommer løbende, slår armene om benene på mig, og siger: “Sarah, jeg els-ker dej!”, så er det det værd. Så føler jeg at jeg lever livet, og livet overlever mig!
Permalink
11.07.07
Kategoriseret under Personligt, Politik af sejsing
Jeg så i fjernsynet forleden om børn der blev til dyr. Altså i overført forstand. Disse børn var blevet alvorligt forsømt og havde så søgt tryghed hos de nærmeste, hundene. Hvordan kan mennesker gøre et sådan svigt? Er vi ikke bedre end det? Mennesker dræber, voldtager, misbruger, udnytter og mishandler hinanden. Det kan ikke være rigtigt, at den mest udviklede flerecellede art gøre så uhyrlige ting. Kan det være så svært at være et godt menneske, i hvertfald bare tænke sig om og/eller tage hensyn til andre end sig selv? Undskylder at al galden kommer ud, men det kan chikanere mit syn på mig selv og samfundet, når jeg høre og ser så meget ondskab.
Forleden havde min skole en fordragsholder på besøg. Vedkommende havde blaffet sig gennem USA i nogen år. Han mente at ingen ondskab fandtes, at folk fra Ku Klux Klan ikke havde farvede, de var bare forsømte, og de havde mange farvede venner. Hvorfor dræber de dem så? Han mente at ingen var onde, bare dårlige til at udtrykke sig. Inderst inde vil jeg gerne tro at alle har noget godt, at ingen er onde, men der er så meget der modbeviser det. Og så er det svært at acceptere.
Gid man hundrede procent kunne bevise modsat. Alt andet er jo sørgeligt.
Permalink
10.07.07
Kategoriseret under Personligt af sejsing
I løbet af døren smadre hun et glas, da hun vil skænke vand til lillesøsteren, hun snubler over sine ben og slår sig, bare fordi hun ville skynde sig og hjælpe, og trods det at det sker så tit, lærer hun ikke af sin fejl.
DAMP står for Deficits in Attention, Motor Control and Perception. Det betyder at vedkommende har problemer med opmærksomhed og motoristisk kontrol af kroppen. ADHD står for Attention Deficit Hyperactivity Disorder. Det er så en mere alvorlig grad af DAMP. Førhen var DAMPbørn og unge set som dumme, krævende og ville aldrig kunne gifte sig. Handicappet har ikke engang været kendt i hundrede år.
Både piger og drenge kan have det. Drengene er tiest vilde og pigerne er mere stille og betragtes dumme. Voksne kan også have det, og det er ikke noget man vokser fra eller kan gøre for og fjerne. Det kan være pga. en vanskelig fødsel og det kan være arvet. Mange har en meget svag form for DAMP/ADHD, men det er de færreste der for den hjælp de behøver.
Jeg er idag 16år, for ´godt et år siden, fik jeg diagnosen ADHD! Jeg var et anderledes ADHDbarn/ung. Jeg var vild, og overraskende for mange MEGET dygtig i skolen. Faktisk kunne jeg regne da jeg var fire, og den første bog jeg læste var Hobbitten af J.R.R. Tolkien. Mit problem var at jeg var meget svært socialt handicappet. Fordi jeg havde været så anderledes var jeg blevet mobbet, og det resulterede i at da jeg var fyldte 16år, befandt jeg mig på min ottende skole. Når man beder´mig om at “styre mig, lægge bånd på mig selv eller være normal”, har jeg samme mulighed for at gøre det som, hvis man bad en kørestolsbruger om at rejse sig op og løbe fyrre kilometer. Umuligt og ydmygende.
Det er vigtigt at påpege at man ikke kan gøre for det. Man kan få en smule medicin, og hvis man er heldig, en psykolog eller støtteperson.
Jeg skal efter sommerferien til en efterskole, min niende skole. Her vil der være unge der også har mine problemer, og her må jeg lære at “være normal” - lære at vaske tøj til tiden, gå i bad(kan ikke lide at gå i bad, det keder mig, for jeg kan ikke lave flere ting på engang dér!), lave mad og tage ansvar for mine handlinger.
Der er intet i vejen med at have det. Man skal ikke tro at bare, fordi man er lidt vild engang imellem, kan virke lidt anderledes, eller føler man kan relatere til artiklen, at man nok ikke har DAMP eller ADHD. Det er som sagt meget usædvanligt, og mange har som sagt en så mild form at det ikke er nødvendigt med medicin.
Jeg har et håb om at denne artikel kan give lidt indsigt. At man skal ikke give ekstra hensyn, men vise mere forståelse. Man kan ikke gøre for det!
Permalink
09.07.07
Kategoriseret under Personligt, Politik af sejsing
For ti år siden, da jeg startede i skole, var det begyndelsen på et nedadgående socialt liv. Jeg blev mobbet i ni år, undtagen i 9.klasse, og mine forældre, lærere og “venner” så intet før jeg fortalte det. Jeg er blevet socialt handicappet, og så siger ministeren for uddannelse: “At dem der mobber bliver oftest provokeret til det. Det er ofrets egen skyld”. Så lad mig sige, det er det ikke! Jeg valgte ikke at blive mobbet, det er jo ikke et mål man sætter sig. Det kan ikke passe. Selvom der er enkelte udefrastående, er der knapt nok nogen der gør noget.
Hvad skal det til for? Jeg skrev min mening om mobning. Nu er det løsningsmuligheder. Hvad der kunne gøres, var at lære børn og unge om mobning som man gør med sex. At det ikke er okay når ikke begge parter fínder det sjovt, og så skal et nej tages som et nej. Og hvis man ikke stopper, så skal det anmeldes. Så enkelt kunne det gøres.
Mobning findes jo overalt. På arbejdet, i skolen, i hjemmet, på nettet og stort set på alle opholdssteder.
Budskabet er enkelt. at man skal give plads, ikke tryne. Man behøver ikke mobbe for at få det bedre med sig selv!
Permalink
Kategoriseret under Personligt, Politik af sejsing
Er Danmark et så lille land? At det eneste nyt i landet er, at det regner på Sjælland? Helt ærligt. Hvad med at skrive om fattige, om at der f.eks. sidder en 65årig mand på Sønderborg sygehus der i løbet af to uger er blevet lam i venstre side og har fået en stor svulst i baghovedet, men som ikke kan komme til behandling og man vil først overveje behandlingen om to ugers tid? Man kunne skrive om mobningen i hverdagen rundt omkring os, skrive om damp-ramte, om det forfærdlige forbrug af mad som gør at vi skader vores gener? Der er så meget at fortælle og gøre ved, men man snakker kun om de stakkels københavnere, der har en halv meters vand. Come on! Tag jer sammen!
Permalink
